I 2026 fejrer vi 150-års jubilæum i Carlsbergfondet. Det er nemlig præcis halvandet hundrede år siden, at brygger J.C. Jacobsen grundlagde fondet med det formål at give en del af overskuddet fra sit bryggeri Carlsberg tilbage til samfundet i form af bevillinger til fri, dansk grundforskning.

J.C. Jacobsen fandt selv stor værdi i den blomstrende videnskab i sin samtid og ønskede med etableringen af fondet netop at bidrage til at sikre videnskabens kraft og position langt ind i fremtiden. Med hans egne ord skulle fondet virke ’til Gavn for Videnskaben og til Ære for Danmark’.

Igennem hele 2026 fejrer vi 150 år med videnskab til Danmark fra Carlsbergfondet. Vi vil hylde både den frie grundforskning og den danske fondsmodel, der fik vind i sejlene med etableringen af netop Carlsbergfondet - verdens første erhvervsdrivende fond. 

Følg med i vores jubilæumsaktiviteter her på siden, på vores sociale medier og i vores nyhedsbrev.

150 år i grundforskningens tjeneste – men hvad er grundforskning egentlig?

Tidslinje: Carlsbergfondet i 150 år

 

 

Rejs med tilbage gennem Carlsbergfondets 150 år lange historie. Læs bl.a. om brygger J.C. Jacobsens passion for videnskab, om opdagelsen af pH-skalaen på Carlsberg Laboratorium, om J.C. Jacobsens have anlagt af bryggeren selv og om restaureringen af Carlsberg Akademi, der oprindeligt var J.C. Jacobsens private bolig.

 

 

Med dette udvidede formål for øje har jeg i dag stiftet en fond - under navnet Carlsbergfondet (…) til gavn for videnskaben og til ære for Danmark.
J.C. Jacobsen om Carlsbergfondets stiftelse, 1876.

Ny bog: Fra gær til galakser - 150 nedslag i 150 års forskning

I anledning af Carlsbergfondets 150-års jubilæum udgiver forlaget Strandberg Publishing en ny bog 'Fra gær til galakser. Dansk grundforskning støttet af Carlsbergfondet - 150 nedslag i 150 år'. Gennem et kalejdoskopisk blik formidler bogen 150 eksempler på dansk grundforskning, som Carlsbergfondet har støttet gennem halvandet århundrede. Forskning, der har udvidet vores forståelse af naturen, mennesket og samfundet, og som ofte tog form i det små, men efterfølgende har rykket ved vores billede af verden og os selv. Bogen giver også indblik i, hvordan fri grundforskning danner grobund for videnskabelige gennembrud. Også dér, hvor ingen på forhånd vidste, hvad de ledte efter. Videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen er bogens hovedredaktør, mens videnskabsjournalist Lone Frank interviewer en række toneangivende forskere om, hvordan forskningen har udviklet sig, og hvad det er for nogle spørgsmål, videnskaben står overfor i dag. Følg med her, når bogen udkommer i foråret 2026.

Lysgave fra Videnskabernes Selskab

I anledning af Carlsbergfondets 150-års jubilæum har Videnskabernes Selskab foræret fondet en gave i form af lyskunstværket 'Samlinger', der i februar prydede facaden på vores fælles domicil på H.C. Andersens Boulevard i København. Værket er skabt af kunstner Magnus Pind og tager afsæt i mødet mellem brygger J.C. Jacobsen og videnskabsmanden H.C. Ørsted. Det var netop H.C. Ørsted, der inspirerede J.C. Jacobsen til at lade videnskaben spille en central rolle i sin virksomhed. I dag, 150 år efter Carlsbergfondets grundlæggelse, kommer J.C. Jacobsens passion for videnskaben stadig samfundet til gode gennem fondets bevillinger til fri grundforskning. 'Samlinger' kunne opleves som en del af Copenhagen Light Festival frem til den 25. februar 2026. Foto: Ole Akhøj

Konference om den danske fondsmodel

Da brygger J.C. Jacobsen den 25. september 1876 ved sit 'Fundats- og Gavebrev' oprettede Carlsbergfondet, lagde han også grundstenen til en helt ny form for erhvervsejerskab, som efter hans død blev fuldbragt med overdragelsen af Carlsberg Bryggeri i fondets varetægt.

I anledning af Carlsbergfondets 150-års jubilæum samler vi nogle af Danmarks mest indflydelsesrige stemmer til en konference om erhvervsdrivende fondes rolle i samfundet. 

De erhvervsdrivende fonde spiller i dag en central rolle i det danske samfund. De bidrager til at bevare ejerskabet af Danmarks største og mest betydningsfulde virksomheder og yder samtidig støtte til samfundet gennem almenvelgørende og almennyttige uddelinger. I kraft heraf udgør de forbilledet for mange udenlandske fonde.

Konferencen om den danske fondsmodel afholdes den 26. august 2026. Mere information følger på vores forskellige kanaler frem mod konferencen.

 

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.