Politikker
Publiceret:
01.05.2024
Open Access-policy
Carlsbergfondet har tilsluttet sig Open Access-politikken for offentlige forskningsfonde.
Det betyder, at den forskning, fondet støtter, skal overholde denne politik:
Af politikken følger, at publicerede videnskabelige artikler, som er resultatet af hel eller delvis finansiering fra fondet, skal gøres frit tilgængelige for alle via Open Access, hvis tidsskriftet tillader det.
Fondet ønsker med denne politik ligeledes at sikre forskerne et bedre ståsted med hensyn til ophavsret til egne artikler i forbindelse med videnskabelig publicering.
Krav til bevillingshaveren
Bevillingshaveren pålægges, hvis tidsskriftet tillader det, at parallelpublicere en digital version af den endelige, peerreviewede videnskabelige artikel, der er antaget af et videnskabeligt tidsskrift. Artiklen, der er et resultat af hel eller delvis finansiering fra fondet, skal parallelpubliceres i et institutionelt eller emnespecifikt repositorium, det vil sige et digitalt arkiv.
Parallelpubliceringen af den videnskabelige artikel kan, hvis tidsskriftet forlanger det, ske efter en karensperiode, det vil sige en periode, hvor artiklen udelukkende er tilgængelig i det videnskabelige tidsskrift, på op til seks eller 12 måneder efter publicering i det videnskabelige tidsskrift. Karensperioderne for de specifikke faglige forskningsfelter skal være følgende:
- Naturvidenskab – seks måneder
- Samfundsvidenskab – 12 måneder
- Humaniora – 12 måneder.
Den endelige, peerreviewede videnskabelige artikel, som parallelpubliceres, skal inkludere samtlige grafiske og øvrige materialer, der er udarbejdet til artiklen. Forskningsdata er dog undtaget.
Bevillingshaver er ansvarlig for at sikre, at relevante publicerings- eller copyrightaftaler med forlag er i overensstemmelse med Carlsbergfondets bevillingsbetingelser i forbindelse med parallelpublicering. Fondet ønsker endvidere, at bevillingshaver så vidt muligt bibeholder copyright. Overholdelse af disse betingelser skal ske i overensstemmelse med gældende ophavsretlige regler.
Hvilke typer publikationer er omfattet?
Kravet om parallelpublicering omfatter udelukkende videnskabelige artikler og konferencebidrag i tidsskrifter og kongresberetninger med et ISSN. Kravet om parallelpublicering omfatter således ikke:
- Videnskabelige monografier
- Antologier
- Ph.d.-afhandlinger
- Doktorafhandlinger
- Publikationer om patenterede opfindelser.
Hvad betyder det for bevillingshaver?
For bevillingshaver betyder denne politik, at bevillingshaver i forbindelse med:
- antagelsen af en artikel til publicering i et videnskabeligt tidsskrift skal søge at bibeholde rettighederne til at parallelpublicere en udgave af den peerreviewede og antagne videnskabelige artikel.
- publicering – muligvis efter endt karensperiode – sikrer, at artiklen parallelpubliceres i et institutionelt eller et emnespecifikt repositorium.
- afrapportering til fondet giver oplysninger om, hvorvidt publiceringen er sket med Open Access, for så vidt angår videnskabelige publikationer med hel eller delvis finansiering herfra.
Den danske kodeks
Carlsbergfondet har tilsluttet sig den danske kodeks for integritet i forskning. Det betyder, at den forskning, fondet støtter, skal overholde denne kodeks:
Kodeksen har til formål at sikre troværdighed, integritet og dermed kvalitet inden for dansk forskning gennem fælles standarder for ansvarlig forskningspraksis.
Kodeksen henvender sig til både offentlige og private forskningsinstitutioner, herunder universiteter, forskningsråd, fonde og virksomheder. Det er en fælles ramme, som er beregnet på at blive implementeret og udviklet på tværs af forskningsområder.
Den danske kodeks for integritet i forskning er udformet af en arbejdsgruppe, der blev nedsat af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Universiteter, og indeholder følgende hovedpunkter:
Den danske kodeks for integritet i forskning
For at sikre og styrke forskning af høj kvalitet bør integritet præge alle faser i forskningen.
Principper for integritet i forskning
- Ærlighed – for at sikre forskningens troværdighed
- Gennemsigtighed – for at sikre troværdigheden af videnskabelige ræsonnementer
- Ansvarlighed – for at sikre pålidelig forskning
Ansvarlig forskningspraksis
Ansvarlig forskningspraksis kræver, at alle involverede parter i forskningsprocessen følger høje standarder for udførelse af forskning.
- Planlægning og udførelse af forskning
Forskningsprojekter skal planlægges, udføres og dokumenteres på en måde, der muliggør, at forskningen kan efterprøves og – hvor det er relevant – reproduceres. Forskerne bør afgøre, om der er særlige omstændigheder, som kræver tilladelser, godkendelser og så videre. - Dataadministration
Primært materiale og data skal gemmes, opbevares og administreres i en klar og præcis form, som gør det muligt at evaluere resultatet, følge procedurerne og – hvor det er relevant og muligt – reproducere forskningen. Hvor længe primært materiale og data gemmes, bør fastlægges ud fra den alment anerkendte praksis for det specifikke forskningsområde. Data bør imidlertid generelt opbevares i en periode på mindst fem år fra offentliggørelsesdatoen. - Publicering og formidling
Forskerne har ret og pligt til at publicere og formidle deres resultater. Forskningsresultater bør publiceres på en ærlig, gennemsigtig og præcis måde. Forskerne bør forsyne læserne med alle relevante oplysninger, for eksempel om begrænsninger i dataanalysen, forskningssponsorens rolle, tidligere publicering, genanvendelse af data og resultater og så videre. Forskere bør angive tilstrækkelige og præcise referencer til andres arbejde. - Forfatterskab
Tildeling af forfatterskab bør generelt være baseret på de fire kriterier i den danske kodeks:- væsentlige bidrag til ideen bag eller designet af arbejdet eller til tilvejebringelsen, analysen eller fortolkningen af data til arbejdet
- udformning af arbejdet eller kritisk revidering i forbindelse med betydningsfuldt intellektuelt indhold
- endelig godkendelse af den version, der skal publiceres
- aftale om at være ansvarlig for alle aspekter af det udførte arbejde ved at sikre, at spørgsmål i relation til præcisionen eller integriteten af enhver del af arbejdet bliver tilstrækkeligt undersøgt og løst.
Bidrag til arbejdet, der ikke opfylder kriterierne for forfatterskab, bør altid oplyses. Alle forfattere er ansvarlige for indholdet af publikationen; den enkelte forfatters ansvar skal imidlertid vurderes i forhold til vedkommendes rolle i forskningsprojektet.
- Forskningssamarbejde
Alle samarbejdspartnere bør tage ansvar for den fælles forsknings integritet. Samarbejdspartnere bør indgå aftaler om alle relevante områder af forskningsprojektet og angive, hvordan ansvarlig forskningspraksis vil blive sikret og implementeret. - Interessekonflikter
En interessekonflikt er en situation, hvor økonomiske eller andre interesser kan kompromittere eller påvirke den professionelle vurdering. Alle parter, der er involveret i den aktuelle forskning, bør oplyse om enhver interessekonflikt, og bedømmere af forskning og forskningsansøgninger, som har en interessekonflikt, bør trække sig fra enhver involvering i processen.
Undervisning, oplæring og supervision i integritet i forskning
Udvikling og opretholdelse af en kultur præget af forskningsmæssig integritet er afgørende for forskning generelt og for indsatsen for at fremme ansvarlig forskningspraksis. For at sikre denne proaktive og positive tilgang til forskningsmæssig integritet bør forskere oplæres i forskningsmæssig integritet og efterfølgende modtage undervisning og supervision og være opmærksomme på deres rolle som mentor og rollemodel i deres arbejde for at fremme høj forskningsmæssig integritet.
Brud på ansvarlig forskningspraksis
Forskere bør være opmærksomme på deres forpligtelse til at opretholde tilliden til deres forskning ved at håndtere mistanke om brud på ansvarlig forskningspraksis på en passende måde. Det er vigtigt for det videnskabelige samfunds og offentlighedens opfattelse af forskningens troværdighed, at begrundet mistanke om brud på ansvarlig forskningspraksis viderebringes og håndteres.
DYRE- VELFÆRD
Alle modtagere af forskningsstøtte fra fondet skal overholde internationale og nationale regler for dyrevelfærd såsom dyreforsøgsbekendtgørelsen, Dyreforsøgstilsynets vejledninger og dyreforsøgsloven.
Når forsøg, der finansieres af Carlsbergfondet, finder sted i udlandet, er det ligeledes et mindstekrav, at de danske regler overholdes.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Eller ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve her.