23 formidlingsprojekter modtager millionstøtte fra Carlsbergfondet

Publiceret:

14.11.2024

Se, lyt, læs, oplev. Carlsbergfondet uddeler 19 mio. kr. til nye, tankevækkende projekter, der formidler aktuel forskning. Uddelingen sker på baggrund af de to åbne opslag ’Forskningsformidling’ og ’Carlsberg Mindelegat’, der blev annonceret i maj måned i år.

Podcasts, film, events, samtaler og festivals. 23 nye, inspirerende formidlingsaktiviteter vil i nær fremtid kunne opleves kvit og frit af alle videnskabsinteresserede danskere.

Glæd dig blandt andet til at lytte til podcasten PLANT LIFE om planternes potentiale i klimakrisens tidsalder. Oplev videnskabsfestivalen PARK i Århus, kom tæt på MAGTUDREDNINGEN 2.0 og se dokumentarfilmen THE WHALE MYSTERY, der går på jagt efter årsagerne til det stigende antal hvalstrandinger verden over.

Videnskab til alle danskere

Bevillingerne til de 23 projekter er givet i fri konkurrence på baggrund af ansøgninger indsendt til de to åbne opslag ’Forskningsformidling’ og ’Carlsberg Mindelegat’, der blev annonceret i maj måned i år.

I regi af puljen Forskningsformidling gives der 17,5 mio. kr. til 15 større formidlingsinitiativer tilrettelagt og gennemført af professionelle aktører. Desuden uddeles der 1,5 mio. kr. fra Carlsberg Mindelegat til otte projekter, der udføres af forskere ved danske universiteter og forskningsinstitutioner, som ønsker at formidle deres egen forskning til en bred offentlighed.

”Interessen for vores formidlingspuljer har overgået alle vores forventninger. Siden vi sidste år søsatte de to puljer, har vi uddelt næsten 65 mio. kr. til spændende projekter, der udbreder videnskabelige indsigter og resultater fra forskningens verden til et bredt publikum,” siger direktør i Carlsbergfondet, professor Lasse Horne Kjældgaard. Han tilføjer:

”Særligt opmuntrende er det at se de mange forskere, unge såvel som etablerede, som prøver kræfter med forskningsformidling med midler fra Carlsberg Mindelegat. Det har netop været vores hensigt at bidrage til, at forskere får styrket deres formidlingskompetencer og mod på at deltage aktivt i den offentlige samtale og debat.”

Puljerne åbner igen til december

Mens projekterne givet i regi af puljen ’Forskningsformidling’ har en maksimal bevillingsramme på 3 mio. kr., har projekterne uddelt i regi af ’Carlsberg Mindelegat’ en maksimal ramme på 200.000 kr. Til nærværende uddelingsrunde modtog Carlsbergfondet 119 ansøgninger til puljen ’Forskningsformidling’ og 30 ansøgninger til ’Carlsberg Mindelegat’.

Begge puljer er åbne for ansøgninger to gange årligt med frister hhv. 1. september og 1. marts.