Fra foredrag til festivals: 23 formidlingsprojekter modtager millionstøtte fra Carlsbergfondet
Publiceret:
11.06.2024
Kontaktperson:
Redaktør og presserådgiver Jane BenarrochCarlsbergfondet uddeler i dag et større millionbeløb til en lang række nye formidlingsaktiviteter, som skal udbrede forskning og videnskab til et dansk publikum. I alt modtager 23 projekter bevillinger for 24,7 mio. kr.
De 23 formidlingsaktiviteter vil udmønte sig i alt fra podcasts til festivals, fra udstillinger til film – og vil være frit tilgængelige for alle interesserede. Blandt andet vil du i nær fremtid kunne lytte til de to podcastserier ’Jagten på bevidstheden’ og ’Kulturens vugge’, opleve festivalen ’ The evolving universe in our eyes of imagination’ og følge den digitale medieproduktion ’Oldtid for altid?’.
I regi af puljen Forskningsformidling gives der 23,3 mio. kr. til 14 større formidlingsinitiativer tilrettelagt og gennemført af professionelle aktører, mens der uddeles 1,4 mio. kr. fra Carlsberg Mindelegat til ni projekter med forskere ved danske universiteter og forskningsinstitutioner ved roret.
Midlerne er uddelt i fri konkurrence efter de to åbne opslag ’Forskningsformidling’ og ’Carlsberg Mindelegat’, der blev annonceret i december måned sidste år.
I alt modtog Carlsbergfondet 141 ansøgninger til opslaget ’Forskningsformidling’ og 27 ansøgninger til ’Carlsberg Mindelegat’.
Videnskaben i spil
Uddelingen til de mange nye formidlingsinitiativer ligger i forlængelse af Carlsbergfondets ambition om at understøtte formidling af videnskabelige emner til en bred målgruppe for derved at styrke forskningen og videnskabens position i samfundet og i den offentlige samtale og debat.
Samtidig afspejler uddelingen fondets ønske om at bidrage til at udvikle samarbejder mellem forskere og professionelle formidlere samt at understøtte forskerne i selv at formidle deres egen forskning til en ikke-videnskabelig målgruppe.
Mens projekterne givet i regi af puljen ’Forskningsformidling’ har en maksimal bevillingsramme på 3 mio. kr., har projekterne uddelt i regi af ’Carlsberg Mindelegat’ en maksimal ramme på 200.000 kr.
Bemærk at begge puljer er åbne for ansøgninger to gange årligt med frister hhv. 1. september og 1. marts.
Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet
Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.