Carlsbergfondets Forskningspriser

Publiceret:

03.09.2025

Hvert år uddeler Carlsbergfondet to store forskningspriser til henholdsvis en naturvidenskabelig og en humanistisk/samfundsvidenskabelig forsker, som afgørende har bidraget til grundforskning. Priserne, der hver er på 2 millioner kroner, uddeles efter indstilling fra en international komité nedsat af Carlsbergfondet.

Klaus Mølmer og Claes Holger de Vreese er modtagere af Carlsbergfondets Forskningspriser i 2025

Klaus Mølmer, professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, modtager prisen for sin banebrydende forskning inden for teoretisk kvanteoptik og -mekanik. Og Claes Holger de Vreese, professor og leder af Digital Democracy Centre på Syddansk Universitet, tildeles prisen for sin omfattende og internationalt anerkendte forskningsindsats i den rolle, som algoritmer og kunstig intelligens spiller i demokratiske processer.

Carlsbergfondets Forskningspriser 2025

Om priserne

Carlsbergfondets Forskningspriser blev indstiftet i 2011 i anledning af fondets grundlægger J.C. Jacobsens 200-årsdag. Priserne har som formål at yde støtte til to aktive forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til grundforskningen, og som nyder stor videnskabelig anerkendelse.