Carlsbergfondets investeringstilgang

Publiceret:

29.10.2025

Carlsbergfondets frie midler udgøres af de investeringer og likvider, som ikke er placeret i aktier i Carlsberg A/S og visse ejendomme. Carlsbergfondet investerer sine frie midler på ca. 11,5 mia. kr. i henhold til fondets investeringspolitik.

Formålet med investeringspolitikken er at opnå et langsigtet, attraktivt og risikojusteret afkast, som samtidig er afbalanceret i forhold til bæredygtighedshensyn, og som muliggør fastholdelse og eventuelt forøgelse af fondets almennyttige uddelinger til fondets fire almennyttige formål.

Carlsbergfondet har nedsat en investeringskomité, der løbende overvåger og rådgiver om fondets investeringer. 

Generel investeringstilgang

Fondets langsigtede finansielle aktiver var pr. 30. juni 2025 sammensat således:

Fondets aktier i Carlsberg A/S repræsenterer ca. 76 procent af stemmerne og ca. 29 procent af kapitalen i Carlsberg A/S. I henhold til fundatsen skal fondet bevare minimum 51 procent af stemmerne. De overskydende aktier indgår i fondets beredskab, der sikrer, at Carlsberg A/S vil kunne rejse kapital ved at udvide aktiekapitalen, uden at fondet benytter sin forkøbsret og deltager i kapitaludvidelsen. Derfor er aktierne i Carlsberg A/S ikke omfattet af fondets investeringspolitik, men derimod af fondets politik for engageret ejerskab.

Fondet ejer desuden en række ejendomme, hvoraf den største del indgår i fondets filantropistrategi. Disse ejendomme indgår derfor heller ikke i fondets investeringsstrategi.

Fondets investeringspolitik omhandler således de frie midler (Andre værdipapirer), der pr. 30. juni 2025 blev værdisat til 11,5 mia. kr. Investeringspolitikken fastsætter bl.a. fondets risikovillighed, afkastmål samt processer for forvaltning og rebalancering.

Endvidere følger det af politikken, at en del af fondets frie midler (ca. 1,2 mia. kr.) skal kunne tilgodese fondets kortsigtede likviditetsbehov. Denne ultralikvide del dækker primært besluttede bevillinger, som ikke er udbetalt.

Carlsbergfondet søger at opnå et langsigtet risikojusteret afkast ved at begrænse investeringsomkostningerne og sprede risikoen på forskellige typer af finansielle aktiver. Fondet har derfor tilvalgt en aktivallokering med en strategisk vægtning mellem likvide og illikvide investeringer.

Fondet har valgt at samarbejde med professionelle og anerkendte rådgivere og kapitalforvaltere, som har kompetencer og ressourcer til at overvåge og sikre, at fondets investeringspolitik- og strategi overholdes. Carlsbergfondet deltager således ikke i den daglige overvågning af de flere tusinde aktiver, som fondets frie midler er investeret i. 

Risikoprofil og investerings- omkostninger

Carlsbergfondet har valgt en spredning af fondets frie midler, hvor målet er, at 57,5 procent udgøres af en likvid del: børsnoterede aktier (37,5 procent), danske realkreditobligationer (15 procent) og andre obligationer (5 procent), og hvor 42,5 procent udgøres af mere illikvide aktiver: private debt (17,5 procent), private equity (12,5 procent), ejendomsfonde (10 procent) og infrastrukturfonde (2,5 procent), som illustreret nedenfor:

Da det tager tid at opnå den ønskede spredning af investeringerne (og især at nå de strategiske vægte for de illikvide aktiver), har fondet aktuelt en større andel investeringer i globale aktier og obligationer, end det på længere sigt er ønsket.

Stor spredning af investeringerne

Carlsbergfondets investeringspolitik og -strategi indebærer en stor spredning af investeringerne, hvilket vil sige, at:

  • Aktieinvesteringerne som udgangspunkt foretages i globale ESG-screenede indeksfonde, hvilket betyder, at investeringerne i praksis er spredt på investering i flere tusinde børsnoterede selskaber.
  • Obligationsinvesteringer typisk sker i forskellige typer obligationsfonde, som også indebærer en relativ stor spredning.
  • Investeringer i private debt, private equity, ejendomsfonde og infrastrukturfonde sker også igennem fonde, hvor de underliggende investeringer udgøres af mange forskellige investeringer.

Med denne tilgang sikrer fondet, at de udvalgte kapitalforvaltere, som faktisk udvælger og foretager investeringerne, er udvalgt efter en omfattende analyse foretaget af fondets investeringsrådgivere.

Carlsbergfondet søger at opnå det langsigtede risikojusterede afkast ved at minimere investeringsomkostninger, bl.a. ved at holde fondets egne ressourcer på et lavt niveau, ved at undgå performance fee aftaler, samt ved at investere i puljer eller fonde gennem kapitalforvalterne.

Tidligere resultater

Afkastet på fondets værdipapirbeholdning og likvide midler udgjorde 1.410 mio. kr. i 2024 og 992 mio. kr. i 2023. Heraf udgjorde de positive urealiserede værdireguleringer 1.345 mio. kr. i 2024 og 958 mio. kr. i 2023 og positive realiserede indtægter 75 mio. kr. i 2024 og 37 mio. kr. i 2023. De realiserede og urealiserede finansielle omkostninger udgjorde sammenlagt 10 mio. kr. i 2024 og 3 mio. kr. i 2023.

De finansielle indtægter i 2024 var de største i fondets historie og overstiger årets indtægter i form af udbyttet fra Carlsberg A/S.

Etik og bæredygtighed

Carlsbergfondet tror på, at investeringer i selskaber, der har målsætninger og rapporterer på fremdrift vedrørende ESG-relaterede forhold – herunder respekterer internationale principper for samfundsansvar – vil være mere bæredygtige, og resultere i en sundere langsigtet afkastskabelse og et højere risikojusteret afkast, som samtidig har samfundsmæssige fordele.

Derfor er fondets investeringspolitik tilrettelagt ud fra også at iagttage hensyn til bæredygtighed, og det følger af politikken, at investeringsporteføljen ønskes placeret i selskaber, som giver oplysninger om ESG-relaterede forhold og arbejder med et eller flere af FN’s 17 verdensmål. 

Carlsbergfondet forventer, at de udvalgte samarbejdspartnere på kapitalforvaltningsområdet er medunderskrivere af FN’s seks principper for ansvarlige investeringer (UN PRI) eller har anden ekstern validering af ESG-niveau. 

FN’s seks principper for ansvarlige investeringer

De seks principper er: 1. Indarbejdelse af sociale, bæredygtigheds- og governance-faktorer (ESG-faktorer) i investeringsanalyser og beslutningsprocesser. 2. Udøve aktivt ejerskab og indarbejde ESG-faktorer i vores ejerskabspolitikker og praksis. 3. Søge at få relevant information vedrørende ESG-faktorer fra de virksomheder, vi investerer i. 4. Fremme accept og implementering af principperne i investeringsbranchen. 5. Arbejde for at effektivisere vores implementering af principperne. 6. Rapportere om vores aktiviteter og fremskridt i forhold til implementeringen af principperne.

Fondet ønsker derved, at investeringer sker i de fonde, som indarbejder bæredygtighedsrisici og tager hensyn til de vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer i deres investeringer, hvilket for fonde, der er klassificeret efter EU’s SFDR-direktiv, vil omfatte artikel 9 eller artikel 8 fonde.

Artikel 9: Fonde, der har et bæredygtigt investeringsmål og investerer i virksomheder eller aktiviteter, der har som mål at bidrage til at løse nogle af klodens udfordringer og skabe et mere bæredygtigt samfund (mørkegrønne fonde). Artikel 8: Fonde, der fremmer miljømæssige eller sociale forhold, men ikke har bæredygtige investeringer som mål (lysegrønne fonde). Fonde, som ikke hører under artikel 9 eller 8, kategoriseres som artikel 6 i EU’s fælles standard. Artikel 6 fonde defineres til ikke – eller kun i ringe grad – at integrere bæredygtighed i investeringsbeslutningerne.

I udvælgelsen og den løbende monitorering af samarbejdspartnere, der rådgiver og investerer på Carlsbergfondets vegne, indgår kompetencer i relation til ESG, omstilling til en bæredygtig økonomi og aktivt ejerskab som udvælgelseskriterier.

For aktieinvesteringer anerkender Carlsbergfondet, at arbejdet med at definere en etisk investeringspolitik er kompleks og samtidig under konstant udvikling.

Da fondet ønsker en stor risikospredning, hvor aktieinvesteringerne er spredt ud på flere tusinde selskaber, har Carlsbergfondet valgt at følge de globalt anerkendte finansielle eksperter MSCI (Morgan Stanley Capital International, global investeringsanalysevirksomhed), Northern Trust Corporation (Amerikansk bankkoncern) og Nordeas eksklusionslister.

Samtidig har fondet valgt at investere i aktiefonde, hvor forvalterne har de rette ressourcer og kompetencer til løbende at overvåge og sikre, at de stillede krav opfyldes. Carlsbergfondet bruger rådgivere til at udføre analyser og vurderinger forud for valg af kapitalforvaltere.

Kapitalforvalternes rådgivning

Endvidere bistår fondets rådgivere fondet i at udvælge kapitalforvaltere til at foretage og løbende overvåge fondets investeringer, som tilsvarende opfylder kompetence og ressourcekrav samt har tilsluttet sig UN PRI eller tilsvarende principper.

Fondet har løbende dialog med rådgiverne om, hvordan det sikres, at de valgte kapitalforvaltere faktisk følger de opstillede krav, samt hvordan kapitalforvalterne reagerer, når og hvis det konstateres, at enkelte selskaber ikke lever op til de ønskede og definerede krav.

I nogle tilfælde indgår kapitalforvalterne i dialog med selskabernes ledelser ud fra de definerede politikker for aktivt ejerskab, og i andre tilfælde fravælger kapitalforvalterne de pågældende selskaber og sælger dermed aktierne ud af porteføljerne.

Det er dermed fondets kapitalforvaltere, der på daglig basis udfører den detaljerede kontrol med fondets investeringer, ud fra kriterier som fondet har lagt vægt på ved valg af forvalterne. 

Kapitalforvalternes løbende screeninger indebærer, at der tilvælges og fravælges investeringer, ligesom fondets rådgivere indgår i dialog med kapitalforvalterne om disses løbende overvågning og kontrol.

Herudover indgår kapitalforvalterne i dialog med en lang række børsnoterede selskaber (enten selv eller igennem udvalgte anerkendte proxy advisors). Der er således en løbende udskiftning i fondets underliggende investeringer, ligesom der er dialog med kapitalforvaltere og ledelserne i de børsnoterede selskaber, som indgår i fondets aktiefondsinvesteringer.

Såfremt der blandt de globale ESG-screenede aktiefonde, som Carlsbergfondet aktuelt har investeret i, skulle være enkelte selskaber, der endnu ikke lever op til Paris-aftalen, vil vores kapitalforvaltere indgå i dialog for at påvirke disse selskabers tilgang til overholdelse af Paris-aftalen - eller eventuelt helt fravælge investering i de pågældende selskaber.

Investeringskomitéen

Medlemmerne af investeringskomitéen er: Peter Løchte Jørgensen (forperson) Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet Niels-Ulrik Mousten Professionelt bestyrelsesmedlem Anne Charlotte Mark Professionelt bestyrelsesmedlem Carlsbergfondet har etableret en investeringskomité, der overvåger og rådgiver om fondets investeringer på baggrund af en formuleret investeringspolitik- og strategi, som løbende revurderes. Komitéen mødes minimum fire gange årligt med kvæstor og fondssekretariatet og rapporterer minimum to gange årligt til fondsbestyrelsen.