Månedens Forsker Karen Vallgårda

Jeg fandt mig dog godt til rette med at fordybe mig i det faglige stof på universitetet. Det tiltalte mig at arbejde langsommere og med et højere abstraktionsniveau og flere nuancer, end journalistikken tit tillader. 

Alligevel mener jeg, at journalistik og forskning har meget til fælles – både forskere og journalister er drevet af nysgerrighed og lysten til at formidle viden. Godt nok er vores arbejdsvilkår og målgrupper forskellige, men de fleste af os kan også godt lide at fortælle en god historie.

Fra min studietid husker jeg især én oplevelse fra første semester, som fik betydning for, at jeg siden valgte forskningen. Det var Lene Kochs doktorforsvar, hvor jeg blev stærkt fascineret af både ritualerne omkring forsvarshandlingen og selve den faglige udveksling.

Arrangementet med opponenterne, der udfordrede fremsatte udsagn og konklusioner, og Lene, der forklarede og forsvarede sine valg, var så fængende. Det fik jeg lyst til at blive en del af.

Jeg forsvarede min ph.d. i 2012, og i 2013 startede jeg som postdoc med et projekt om skilsmissens følelseshistorie i Danmark. Det var et markant skift i forskningsemne, men den røde tråd var stadig min interesse for følelser, intime relationer og deres forbindelse til større kulturelle og politiske mønstre. Undervejs var jeg på et tre måneders forskningsophold i Berkeley i Californien.

I de år var jeg optaget af at udvikle metoder til at undersøge følelser historisk. For hvordan forsker vi i noget så flygtigt og kropsligt? Hvilke kilder skal man bruge, og hvordan skal vi læse dem? Jeg var ikke tilhænger af at anvende psykoanalyse på fortidens mennesker. Derimod blev jeg inspireret af blandt andet antropologer og sociologer, som forstod følelser som kulturelt formede.

Som historiker kan man jo kun studere de levn og aftryk, der er bevaret, og det er selvsagt umuligt at få fuld adgang til fortidige følelser som sorg, skam eller kærlighed. Men man kan undersøge, hvordan mennesker har kommunikeret følelser gennem sprog og kropslige praksisser.

Jeg beskæftigede mig især med perioden fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag. Skilsmisser skal her forstås bredt og inkluderer både formelle og uformelle adskillelser, for mange ægtepar aldrig gik til myndighederne og blev lovformelig skilt.

Mine kilder omfattede blandt andet skilsmisse- og separationssager, brevkassebreve og fiktion, som tilsammen gav indblik i forskellige perspektiver på det at blive skilt. Kilderne gav mig et interessant indblik i, hvordan skilsmisse er blevet opfattet og erfaret forskelligt gennem tiden.

Erfaringerne koblede jeg til juridiske forhold og større sociale, kulturelle og økonomiske strukturer, der til hver en tid har påvirket erfaringer med skilsmisse for både voksne og børn.

Et tidligt skift i opfattelsen af skilsmisser kan spores til tiden omkring den franske revolution. Her prægede liberale strømninger kulturen, og adgangen til skilsmisse blev lempet, selvom det faktisk først var i 1922, at vi fik en ny lovgivning på området. 

Siden har skilsmisse overordnet udviklet sig fra at være meget skamfuld og sjælden til i dag at være accepteret i de fleste dele af samfundet. Det har dog ikke været en jævn udvikling, der kun er gået én vej.

Der kan også observeres markante kulturelle og klassemæssige forskelle i holdningerne til skilsmisse. Mens der i arbejderklassen og bohememiljøer i byerne har været bred accept af skilsmisse, har det været mere ildeset i en del landsbysamfund og visse religiøse miljøer. 

Noget, der har overrasket mig, er, hvor ofte staten støttede især kvinder i deres ønske om at bryde ud af ægteskabet. Denne tendens ses allerede fra slutningen af 1800-tallet og frem.

Mange kvinder søgte separation, når deres mænd havde været utro, var voldelige, alkoholiske eller dårlige forsørgere. Men også de kvinder, der selv havde indrømmet utroskab og måske endda havde fået børn med en anden mand end deres ægtefælle, kunne opnå skilsmisse og ofte få lov at beholde deres børn. 

Selvom mange uden tvivl oplevede stigmatisering som følge af utroskab og skilsmisse, afspejler for eksempel brevkassebreve en ret tolerant holdning til både kvinders og mænds utroskab. Det står i kontrast til den internationale forskningslitteratur, der typisk fremstiller utroskab som et privilegium for mænd.

I forlængelse af mine år som postdoc blev jeg i 2013 ansat som adjunkt og siden, i 2017, som lektor på Institut for Historie på Københavns Universitet, hvor jeg i dag er professor. I 2017 fik jeg også en bevilling fra Det Frie Forskningsråd til at udforske familiehemmelighedernes politik i den danske velfærdsstat.

I konfliktfyldte skilsmissesager, hvor loyalitets- og fortrolighedsbånd blev brudt, blev der også ofte blottet familiehemmeligheder. Så jeg fik lyst til at forfølge det som forskningsemne.

Jeg arbejder på at forstå, hvorfor hemmelighederne eksisterer, hvordan de opretholdes, og hvilken betydning de har i magtdynamikker mellem mennesker. Alt efter hvad hemmelighederne drejer sig om, kan de være enten traumatiske at bære på eller skabe bånd mellem de familiemedlemmer, som deler dem. De kan også understøtte eller undergrave hierarkier i familien.

At undersøge familiehemmeligheder kan gøre os klogere på, hvordan mennesker formes i spændingsfeltet mellem familie og samfund. Samtidig kan viden om, hvad vi gennem tiden har set som nødvendigt at hemmeligholde, fortælle os noget om, hvordan sociale normer forandrer sig over tid.

I min forskergruppe har vi benyttet alt fra lægejournaler til private arkiver, breve og interviews som kilder til at afdække familiehemmeligheder gennem tiden.

Min tidligere ph.d.-studerende Marie Meier og jeg har blandt andet skrevet en artikel om psykisk sygdom som familiehemmelighed baseret på oplysninger fra lægejournaler og breve mellem læger, patienter på et nervesanatorium og deres familier.

Et af de store temaer i relation til hemmeligheder gennem tiden har måske ikke så overraskende været vold i familien. Med afskaffelsen af revselsesretten og eksplicitte forbud mod at slå og voldtage sin kone, er det efter alt at dømme blevet mere skamfuldt at være udsat for vold.

Vold i familien har ganske enkelt mistet sin legitimitet i løbet af det 20. århundrede. Når volden forekommer, opfattes den derfor som desto mere problematisk. Det gælder også seksuel vold.

Jeg er generelt optaget af, hvordan vores opfattelse af vold har ændret sig over tid. Som følelseshistoriker er det for eksempel vigtigt at overveje, hvordan vi indkredser vold i de historiske kilder. Skal man undersøge en praksis som vold eller voldtægt, hvis den ikke blev opfattet som sådan i datiden? Hvad betyder definitioner af vold for erfaringen af den?

Der kan også opstå etiske dilemmaer om, hvordan man skal håndtere historiske kilder til vold – kilder som ofte er produceret af voldsudøveren eller i det system, der muliggjorde volden. Der er i disse år en betydelig international debat om, hvordan man som historiker beskriver vold uden i en vis forstand at reproducere den. Hvor meget skal vi gengive, og hvordan yder man ofrene størst mulig retfærdighed? Der er ikke nogen nemme svar.

Mit arbejde med skilsmisser, familiehemmeligheder og følelseshistorie har strakt sig over mange år, og lige nu arbejder jeg på at samle mine indsigter i en engelsk monografi.

Både undervisning og formidling er meget meningsfyldte opgaver for mig. Det er en af grundene til, at jeg for nogle år siden startede Instagram-profilen ’Skilsmissehistorier’, der formidler noget af den forskning, jeg og mine kolleger bedriver.

Ideen med profilen er at give indblik i resultater, men også i selve forskningsprocessen. At vise, at der ligger velovervejede valg af videnskabelige metoder til grund for den historiske viden, vi som forskere kan fremskaffe.  

I fremtiden drømmer jeg om at lave et større internationalt projekt om familiehistorie, formentlig med fokus på familievold, som stadig er underbelyst historisk.