Månedens Forsker Lykke Sylow

Her mødte jeg professor Erik Richter, som underviste i, hvordan fysisk aktivitet påvirker sundheden. Erik Richter er en legende i feltet, og jeg blev fanget af hans forelæsninger - måske fordi jeg havde mærket på egen krop, hvor stor en forskel fysisk aktivitet gjorde for mit velbefindende.

Da han så inviterede mig med i laboratoriet, åbnede der sig en helt ny verden. Jeg kommer ikke fra en akademisk familie, så jeg havde ikke stort kendskab til forskning – og det var ikke en karrierevej, jeg havde forestillet mig. Men da jeg stod der med en pipette i hånden og begyndte at arbejde med forsøg, blev jeg fuldstændig grebet.

Min bacheloropgave handlede om, hvad der sker i musklerne, når vi dyrker motion. Vi lavede eksperimenter med mus, der løb på små løbebånd, og målte, hvordan deres muskler optog sukker fra blodet. Det var en øjenåbner for mig – jeg havde aldrig tænkt over, hvad der konkret gør motion sundt på et molekylært niveau.

I Melbourne tog min forskning en ny drejning henimod et større fokus på, hvordan kræft påvirker musklerne. Mange kræftformer – eksempelvis tarmkræft, lungekræft og bugspytkirtelkræft – forårsager drastisk vægttab samt tab af muskelmasse og -styrke hos patienterne. Denne tilstand, der kaldes kakeksi, har længe været kendt. Imidlertid er de underliggende biologiske processer på et molekylært niveau ikke særlig velbeskrevet, og der findes desværre ingen behandling.

Inspireret af min tid i Melbourne begyndte jeg – primært gennem forsøg i mus - at undersøge, hvordan tumorceller kan udskille forskellige signalstoffer, der via blodbanen når musklerne og aktiverer mekanismer, der fører til muskelnedbrydning. Vi fandt ud af, at denne proces ikke kun fører til tab af muskelmasse og styrke hos kræftpatienter, men at musklernes stofskifte også forringes. Kræft påvirker altså stofskiftet i en grad, man ikke tidligere har været opmærksom på.

Vi ved også, at kræftpatienter ofte udvikler insulinresistens, ligesom man ser ved diabetes. Faktisk har vi beviser for, at kræft øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes, og at tilstanden samtidig forringer overlevelseschancerne for kræftpatienter. Der er derfor al mulig grund til at få mere indsigt i, hvordan kræft påvirker kroppen som helhed.

I de seneste ti år, hvor jeg har været ansat som først adjunkt ved Institut for Idræt og Ernæring og siden 2021 som lektor på Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet, har vi i min forskningsgruppe inddraget kræftpatienter i vores kliniske studier.

Eksempelvis har vi taget muskel- og fedtprøver fra patienterne for at undersøge deres stofskifte. Samtidig er vi begyndt at teste, om fysisk aktivitet kan modvirke nogle af kræftens negative effekter på musklerne.

Jeg er virkelig glad for, at jeg har kunnet være med til at etablere dette forskningsfelt i Danmark. I begyndelsen var det en udfordring at få læger og onkologer med ombord på rejsen fra laboratoriet til klinikken. Jeg bankede på mange døre i håb om at finde samarbejdspartnere, men det var nærmest umuligt at få adgang til patientstudier og de kliniske miljøer, hvor patienterne var. I de første fem år blev jeg stort set afvist overalt.

Jeg tror, det skyldes, at læger og onkologer har enormt travlt med klinisk arbejde og primært fokuserer på at behandle selve tumorerne. Så når jeg kom og sagde ’vi skal også kigge på musklerne’, var det måske ikke noget, der stod øverst på deres prioriteringsliste.

Heldigvis er der sket en stor udvikling. I dag er der langt større opmærksomhed på, hvordan muskler og stofskifte påvirkes af kræft, og jeg oplever en stigende interesse fra både læger og forskere. Det er fantastisk at se, hvordan det har vokset sig til et vigtigt forskningsområde.

Hvis der er noget, jeg gerne vil opnå, er det at forstå de signaler, som tumorceller sender til musklerne, til bunds. For hvis vi kan finde ud af, hvad der præcist får musklerne til at svinde, kan vi muligvis udvikle medicin, der stopper denne proces.

Dette er dog en stor udfordring, da vi endnu ikke har en teknologi, der kan målrette behandling direkte mod musklerne, uden at det påvirker resten af kroppen negativt. Hvis vi eksempelvis udvikler et lægemiddel, der hæmmer muskelnedbrydning, men som også påvirker andre af kroppens væv, kan vi risikere uønskede bivirkninger, såsom øget kræftrisiko. Derfor er en af de store udfordringer netop at finde en måde at påvirke musklerne selektivt på uden at sætte en stopper for andre vitale mekanismer.

Når jeg ser tilbage på mit forskerliv, synes jeg, at jeg har været meget heldig med, hvordan det har flasket sig - især i forhold til at møde og arbejde sammen med vidunderlige kollegaer. I dag har jeg det privilegium at lede en forskningsgruppe på 14 personer, hvor vi arbejder internationalt og tværfagligt inden for molekylærbiologi, klinisk forskning og epidemiologi – dét, der altid har interesseret mig.

Min drivkraft har været – og er stadig - en konstant nysgerrighed for at forstå de mekanismer, der styrer kroppens fysiologi. Selvom jeg primært laver grundforskning, har jeg især en forhåbning om, at vores resultater på sigt kan føre til, at der kan udvikles strategier eller decideret medicin, som kan bremse de negative effekter af muskelnedbrydning og stofskifteforstyrrelser hos kræftpatienter.

Med en aldrende befolkning bliver forskningsfeltet mere og mere vigtigt for flere mennesker og samfundet som helhed. Jeg er drevet af en stærk ambition om, at vores forskning kommer til at gøre en reel forskel for mennesker. Det er en lang proces, men jeg tror på, at vi er på rette vej.