Vilde heste og kvæg skaber mere robust natur end motorsav og buskrydder

Forskerne har anvendt metoden ’trofisk rewilding’ i et studie gennemført med både heste og kvæg i Mols Bjerge i årene fra 2017 til 2022. Foto: Jens-Christian Svenning

Publiceret:

10.03.2026

Tags:

Kontaktperson:

Jane Benarroch

Ved at sammenholde satellitbilleder med fem års uafbrudt GPS-sporing af kvægs og hestes bevægelsesmønstre kan et danskledet forskerhold nu påvise, hvordan store planteædere er nøglen til åbne, lyse og varierede landskaber med høj biodiversitet. Forskningen har været støttet med flere bevillinger fra Carlsbergfondet.

De beskyttede naturområder i Europa er under forandring. Mere varme og store regnskyl forårsager turbovækst af buske og træer, og det kvæler blomster og insekter, som har brug for lys og åbne vidder.

Dette scenarie får sædvanligvis naturforvaltere til at starte motorsav og buskrydder for at holde landskabet åbent. Men nu kan et forskerhold forankret på Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus påvise, at heste og kvæg er en langt mere effektiv metode til at holde landskabet åbent, når de får lov til at arbejde over længere tid.

Metoden kaldes ’trofisk rewilding’, og forskerne har anvendt den i et studie gennemført på Molslaboratoriet i Mols Bjerge i årene fra 2017 til 2022. Konkret har forskerne fulgt flokke på op mod 70 heste og kvæg, som lever vildt uden tilskudsfoder året rundt, for at få en dybere forståelse af deres brug af området.

Formål og metode

Forskerne bag projektet har anvendt GPS-data fra to heste og to stk. kvæg samt vegetationsdata fra satellitter. Formålet har været at forstå dyrenes brug af landskabet i Mols Bjerge og effekterne heraf på vegetationsudviklingen i perioden 2017-2022.

Resultaterne har forskerne præsenteret i en videnskabelig artikel publiceret i tidsskriftet ’Ecological Application’.

Overordnet viser de, at dyrene generelt foretrækker de åbne områder med græs frem for de lukkede skovområder. Det fortæller Jeppe Aagaard Kristensen, der er adjunkt ved Institut for Biologi og en af forskerne bag studiet:

”Hvor traditionel naturpleje ofte forsøger at fastfryse landskabet i en bestemt tilstand, træffer dyrene her deres egne beslutninger, og de spreder ikke deres indsats jævnt. Det betyder, at vi ikke kan forvente en ensartet udvikling på tværs af landskabet. Der, hvor hestene og kvæget vælger at færdes mest, bliver buske og planter holdt nede. Det er netop denne naturlige dynamik, der former et varieret landskab og er fundamentet for et sundt økosystem”.

Dyrenes spisevaner former landskabet

I det nye studie sammenstiller forskerne for første gang de massive mængder GPS-data indsamlet fra kvægs og hestes bevægelser på Mols i den femårige periode med tidsserier af vegetationsdata optaget fra satellitter (NDVI).

Ved at analysere dyrenes brug af landskabet over flere år kan forskerne nu med stor sikkerhed fastslå, hvordan dyrenes præferencer direkte påvirker vegetationens udvikling og økosystemets modstandskraft.

”Når dyrene foretrækker visse åbne græsarealer, får deres tilstedeværelse en direkte effekt. Biomassen holdes nede netop i de områder, mens træer og buske mere frit kan gro og brede sig på andre arealer, hvor dyrene ikke kommer ofte. Man skal derfor ikke forvente et ensartet resultat i et rewilding-projekt, men derimod en natur, der formes af dyrenes aktive valg i landskabet”, forklarer Jeppe Aagaard Kristensen.

Heste på sletten i Mols Bjerge. Dyrene foretrækker generelt de åbne områder med græs frem for de lukkede skovområder, viser forskningen. Foto: Jens-Christian Svenning

Heste og kvæg er et godt mix

Selvom heste og kvæg ofte betragtes som ens, viser de mange GPS-data, at de agerer forskelligt. Om sommeren søger begge arter til de gode græsmarker, men i vinterhalvåret, hvor der er længere mellem græsstråene, vælger de forskellige områder og fødekilder. Denne forskellighed er værdifuld for biodiversiteten, da to gående arter frem for én samlet set sikrer en mere varieret påvirkning af vegetationen.

Det fortæller professor Jens-Christian Svenning, som modtog en Semper Ardens-bevilling fra Carlsbergfondet til studiet i 2016:

”Deres forskellige brug af landskabet om vinteren stemmer godt overens med DNA-studier af deres fødevalg, og netop den funktionelle variation kan være med til at skabe mere dynamiske og varierede landskaber med større biodiversitetsværdi,” siger Jens-Christian Svenning.

Tørke-robusthed og læskur som utilsigtet magnet

Studiet undersøgte også effekten af den ekstreme tørke i 2018. Her viste det sig, at de områder, som dyrene brugte mest, var mest følsomme over for tørken, men også de hurtigste til at springe i grønt igen bagefter. Denne evne til at ’rejse sig’ kaldes resiliens, siger Jeppe Aagaard Kristensen.

”Ved at holde små pletter helt åbne og lade andre gro til skaber dyrene et kludetæppe af levesteder med forskellig robusthed over for de ekstreme vejrhændelser, som vi kan forvente flere af i en varmere fremtid”.

Mest overraskende i studiet var dog, at dyrene viste sig at være meget tiltrukket af menneskeskabt infrastruktur. Et læskur i området fungerede eksempelvis som en magnet, især for hestene.

"Det giver anledning til nøje overvejelser over, hvordan vi designer områderne, så vi ikke uforvarende kommer til at styre naturen. Vores resultater viser, at placeringen af et skur eller et vandtrug utilsigtet kan diktere, hvor dyrene opholder sig mest. Ved at flytte på infrastrukturen kan man altså kontrollere, hvilke dele af landskabet dyrene holder åbne, frem for at lade dyrenes naturlige præferencer råde,” siger Jeppe Aagaard Kristensen.

Videnskab til Danmark siden 1876

I år er det præcis 150 år siden, at Carlsbergfondet blev grundlagt af brygger J.C. Jacobsen med det formål at give en del af overskuddet fra sit bryggeri Carlsberg tilbage til samfundet i form af bevillinger til fri, dansk grundforskning.

I 2026 fejrer vi 150 år med videnskab til Danmark fra Carlsbergfondet ved at hylde både den frie grundforskning og den danske fondsmodel gennem en lang række aktiviteter.

Abonnér på nyt fra Carlsbergfondet

Ønsker du at følge med i vores videnformidling og aktiviteter generelt? Eller er du forsker og interesseret i nyheder, der vedrører vores opslag og uddelinger? Så tilmeld dig et af vores nyhedsbreve.